Klubnyheder

AFLYSNING - Danmarks Sjoveste Hockey Camp

17. maj 2020, 14.55

Danmarks Sjoveste Ishockey Camp 2020

 

Torsdag aften d. 14. maj 2020 – beslutter et enigt Camp-udvalg, at vi må aflyse Danmarks sjoveste ishockey camp 2020.

Det har været en meget svær beslutning, ikke mindst fordi, vi i år havde fået et rigtig spændende træner set-up, i form af Thomas Maikkula, Kjell Snibb og Stefan Lundqvist.

Thomas Maikkula, en træner, som er meget brugt af det svenske ishockey forbund. Kjell Snibb - kendt af alle Goali spillere i det ganske land, som manden, der med lige dele alvor og humor leger færdighederne ind i de unge Goalis. Og i år var det også lykkedes os at få endnu en spændende profil tilknyttet campen, nemlig Stefan Lundqvist, som de sidste 5 år har trænet Avestas a-hold og derudover været instruktør på hockeygymnasiet Avesta. Dertil en hel formiddag med Radim som speedskøjtetræner.

Så det er voldsomt ærgerligt at måtte trække aflysningskortet.


Vores beslutning er baseret på:

  1. I forbindelse med genåbningen af Danmark fase 2 – gælder forsamlingsforbuddet over 10 personer stadig og udsigterne lyder på, at det kan blive hævet til 30-50 personer. På vores camps inkl. Trænere, ledere og andre frivillige bliver vi over 125 mennesker. Vi er grundoptimister, men tror ikke på at større forsamlinger er en mulighed, før tidligst slut august, primo september.
  2. 3 af vores hovedtrænere kommer som skrevet fra Sverige og vi har ingen garanti for, at grænserne mod vores naboland bliver åbnet inden uge 32, og dermed give de 3 trænere mulighed for at komme ind i landet.
  3. Sidst men absolut ikke mindst. Vi har gennemgået kravene omkring hygiejne reglerne især i forhold til fælles arealer og omklædningsrum og hvis de nuværende regler fortsætter ind i uge 32, hvilket ser ud til at være tilfældet, vil vi ikke kunne overholde disse i de fysiske rammer, som vores camp afholdes i, og det selv om vi bruger udendørs arealer i stor stil.


Så det er med stor beklagelse, at vi aflyser dette års camp – Som vi skrev ud tidligere ”en ting er sikkert - vi går ikke på kompromis med nogens helbred - så gemmer vi krudtet til næste år og kommer stærkt tilbage”.


Og det er det, vi gør – gemmer krudtet til næste år og kommer stærkt igen.


Vi vil i løbet af maj/juni få sendt de indbetalte tilmeldingsgebyrer retur. Vi beder om lidt tålmodighed, vores kasserer har mere end nok at se til i disse dage. Men pengene kommer retur, inden sommerferien.


På camp-udvalgets vegne,

Jeanette Bechmann