Klubnyheder

Silkeborg Ishockey en del af DIU´s pigeprojekt

10. oktober 2020, 05.06

Silkeborg Ishockey deltager i DIU´s pigeprojekt.  

DIU har startet et landsdækkende pigeprojekt, som alle klubber frivilligt kan tage del i. I SSF har vi valgt at deltage, fordi det ligger godt i forlængelse af vores målsætning om at være Jyllands førende pige/dame klub i 2025. 

Udover at klubben deltager i møder, kurser og workshops., er det vores målsætning, at vi i SSF afholder 3 pige samlinger. Samlinger som vil være målrettet mod alle piger vest for storebælt i alderen 0-12 år. Ud over de 3 store samlinger, bestræber vi os på, ugentligt at afholde målrettet træning mod vores piger i klubben. Ønsker I at vide mere om pigeprojektet og det at være pigespillere i SSF, er I velkommen til at kontakte vores udviklingschef Morten Kjølby på mail: udviklingschef@ssf1896.dk. Du kan også læse mere om projektet her under. 


Flot bevilling fra Danmarks Idrætsforbund skal sikre rekruttering og fastholdelse af pigespillere i dansk ishockey

Kvindeishockeyen blomstrer i Danmark, og A-landsholdet spiller næste år med i den bedste VM-gruppe for første gang i historien, når det går løs i Canada.

Men de næste generationer skal sikres, og nu satser Danmarks Ishockey Union – med et stort tilskud fra Danmarks Idrætsforbund – på, at flere piger i fremtiden skal dyrke verdens hurtigste og bedste holdsport.

Danmarks Idrætsforbund har i alt givet 340.000 kroner til et projektet.

Første skridt er, at en række klubber bliver DIU-udviklingsklubber for piger. I de pågældende klubber skal der arbejdes med rekruttering, kompetenceuddannelse af ledere og minicamps med sportslig udvikling og fællesskab.

– Vi har arbejdet hårdt for at få sat det her projekt på skinner, og derfor er vi meget taknemlige for bevillingen fra DIF, som giver et kæmpe økonomisk løft.

– Vi har fokus på rekruttering og fastholdelse af pigespillere, som i første omgang skal skabe attraktive pigemiljøer, som på lidt længere sigt måske kan brødføde vores U18-landshold og kvindelandsholdet, siger Ulrik Larsen, direktør for Danmarks Ishockey Union.

En DIU-udviklingsklub for piger skal sætte særligt fokus på rekruttering af piger i alderen 0-12 år og gøre det ekstra attraktivt og trygt at være ung pigespiller på drengehold, hvor de fleste piger spiller op til U15.

Det er målet, at mindst otte af DIU’s 17 medlemsklubber byder ind på konceptet, der ligeledes indebærer etableringen af et U16-landshold, der skal testes over en treårig-periode i samarbejde med ni andre europæiske nationer, der leverer samme landsholdskoncept.

– Vi har medlemsvækst hos pigerne, og den vil vi gerne have til at fortsætte. Ishockey er for alle, og vi tror på at flere piger i sporten giver en positiv hold- og klubdynamik. Vi skal have flere klubber til at give istid og kvalificeret træning til pigespillere. Det er vigtigt for sportens udvikling, siger Ulrik Larsen.


Klubnyheder